Vi var i august sidste år på en lille spontan tur, hvor hele familien (Mikkel, mig og Louie) kørte afsted for at opleve Møns Klint. Mikkel havde allerede set klinten mange år tidligere, men jeg havde aldrig set Møns Klint, så det synes han vi skulle.

Når vi er afsted på tur, så sover vi gerne i telt, men hvis vi er dovne, så sover vi i bilen. Vi har en stor bil, med plads bagi til at lave sovepladser med liggeunderlag og soveposer. Det er klart det letteste, så slipper vi for at luske rundt og lede efter steder vi kan slå telt op, så smider vi nemlig bare bilen ned på stranden, eller i en skov, og lægger os om bagi.

Da vi nåede Møns Klint efter en 2 timers køretur fra Odense, valgte vi at parkere på den bagerste parkeringsplads nede i skoven, for at gå den ekstra tur hen til området, så vi kunne se klinten fra toppen, og gå på de fine gangbroer de har lavet.

Gangbro fra parkeringspladsen i skoven

Vejen ned til klinten er én lang trappe, med over 500 trin, så det er ikke specielt hundevenligt, og Louie måtte op i armene det meste af vejen. Godt han ikke blev større end 16 kg! Men det gik rigtig godt hele vejen ned og op igen, vi var bare rigtig trætte alle sammen, da vi endelig nåede op igen (trappen føles uendelig på vej tilbage).

Selvom det er en lang og trættende tur for at opleve klinten, så er det i sidste ende det hele værd, for det er virkelig så et skønt sted, og turen derned er faktisk også ganske smuk på den lange gangbro af trapper. Det er så flot og gennemført en naturoplevelse.

Trappe og gangbro ned til klinten
Det blev også til en lille dukkert

Ved Møns Klint er også et Geocenter, en café og andre forskellige ting som kan udforskes. Da vi havde sagt farvel til klinten, kørte vi videre i vores søgen på aftensmad og et sted at sove.

Vi kørte til Klintholm Havn, som er en ret hyggelig havneby. Her spiste vi på et lille pizzeria, som var det eneste sted der var åbent da vi ankom. Efter maden og en gåtur på havnen, kørte vi videre og fandt et lækkert sted på stranden vi overnattede. Kan man ikke sove i sin bil, og er man ikke ejer af et telt, så er der shelters på sydstranden.

Myggenet så døren kan stå åben og vi kan nyde havet
Liselund Slot

Beslutter I jer for at tage turen til Møn, så vil jeg lige komme med en sidste anbefaling om at besøge Liselund Slot. Slottet (det nyopførte) bruges til hotel, men det er faktisk heller ikke slottet der er det mest spændende her, det er nemlig parken. Hele området er et eventyrligt univers at gå på opdagelse i, med mange små kroge af skov, åløb ned til klinten, gangbroer, stier og terræn i forskellige niveauer. Det kan slet ikke beskrives, det skal opleves.