Det er efterhånden længe siden jeg har udgivet et indlæg her på min blog, for helt ærligt, så har jeg fuldstændig mistet lysten til at skrive om alt muligt random, og jeg kan sgu ikke finde på noget mere, som er så spændende jeg vil skrive et helt indlæg om det.

Men men men, nu skal dette ikke blive et afskedsbrev til blog-delen, for jeg har faktisk besluttet mig for at starte lidt op igen – ikke med at skrive om bolig, DIY, eBay osv. osv., men at bruge den firma relateret! Jeg vil ikke udgive indlæg hver dag, eller hver uge, men vil ind i mellem checke ind og give tips, og lave nogle guides og tutorials med teknikker jeg bruger når jeg fx maler og tegner.

Derfor vil jeg, også i forbindelse med min nye kunstner-hjemmeside (er den ehk bar’ flot!?), kickstarte min “nye” blog, og dele mine bedste tips, som jeg tager mig selv i at gøre når jeg maler med akvarel. Jeg er jo slet ikke prof, da jeg kun har været i gang i få måneder med akvarel, men det virker for mig, så måske vil det også virke for dig? Læs mine tips under billedet.

Regler er til for at blive brudt

Med akvarel er der så stor mulighed for at skabe din egen stil, og dit eget udtryk, og der er heller ingen grund til at gøre hvad alle andre gør. Det er for kedeligt! Du finder selv ud af hvad der fungerer for dig, når du sidder med det, så du behøver fx ikke at bruge en masse farver når du maler med akvarel, eller kun at male i vådt – det behøver du ikke!

Du laver fx skarpe linjer ved at male på tørt, og derefter kan du bruge vand til at “fade” ud på den side som ikke skal stå skarpt. Men måske du gerne vil lave store abstrakte værker, som du synes tager sig bedst ud med masser af vand på papiret, så er det jo teknikken for dig. Det er ren og skær øvelse, og du finder hurtigt ud af hvad du synes er en god teknik for dig, og hvad der slet ikke fungerer for dit motiv. Derfor så lad være med at tage andres teknikker og metoder for meget til dig, skab dine egne, for på den måde finder du din egen stil.

Slip kontrollen

Når du maler har du måske et bestemt motiv i hovedet, og en klar tanke om hvordan dit færdige værk skal se ud – og det er også et godt udgangspunkt(!), men det er lige så sjovt at se hvordan et motiv kan udvikle sig, fra din idé til noget der måske er noget helt andet, som du slet ikke forventede ville komme frem. Det er en process, og den lærer du af.

Det kan sagtens være det ikke altid bliver godt, og det er helt okay, for så ved du hurtigt både hvordan du skal gøre, og ikke skal gøre, for at nå dit mål næste gang. Det er helt okay at lave noget lort, og smide det til side og starte forfra, for det hele er en læringsprocess. Er du ikke tilfreds med din måde at male på nu, så prøv noget nyt, skab noget andet, mal ud over kanten, brug mere vand, brug mindre vand, eller prøv at male et motiv der er helt anderledes end dem du plejer. Det lærer man mega meget af.

Leg og lær

Jeg synes akvarel er et fantastisk redskab til at skabe noget magisk, få dybde i et motiv og give et helt specielt udtryk. Der er ikke to akvarel værker som er ens, og man kan ikke gøre det samme to gange. Når jeg maler med akvarel, er det uforudsigeligt hvordan den opfører sig, da jeg har en meget legende og livlig hånd når jeg maler.

Der skal helst være meget vand på penslen, eller næsten ingen, og så er jeg meget utålmodig, så ofte flyder mine lag sammen, og det giver nogen gange et fedt udtryk, og andre gange er det noget lort, som jeg retter op på. Jeg lader mig ikke begrænse når jeg maler med akvarel, og det er dér jeg synes det er sjovt at være kreativ.

Jeg håber I kunne bruge mine tips, hvis I allerede er i gang med akvarel, eller at I fik lyst til at kaste jer over det, hvis I endnu ikke har prøvet at male med akvarel. Jeg kan virkelig anbefale det! Hvis I gerne vil se min samling af værker er de lige her, eller købe det viste værk, kan det fås lige her. Hej for denne gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *