Jeg får rigtig mange henvendelser omkring min uddannelse, hvad jeg synes om den og i det hele taget “Hvordan bliver man grafiker?”. Jeg elsker mit fag, og vil selvfølgelig gerne besvare alle spørgsmål – derfor har jeg samlet dem i et indlæg. Hvis jeg har glemt nogen, eller I sidder derude med nye spørgsmål efter dette indlæg, så er I meget velkomne til at skrive.
– Hvad hedder den uddannelse du tager?
Den uddannelse jeg er i gang med hedder Mediegrafiker. Der findes også andre lignende uddannelser bl.a. Multimediedesigner. Den uddannelse er dog kortere, dækker flere ting og er uden læreplads.
– Hvordan bliver man optaget på uddannelsen?
Man søger ind på skolen og får besked på at indsende nogle grafiske elementer man skal udforme, nogle H spørgsmål omkring sig selv (hvem, hvorfor, hvordan osv.) og vise hvad man ellers har lavet af grafiske ting. Hvis man da har noget.
Efter man har afleveret disse ting får man besked på om man er gået videre til optagelsesprøven. Her skal man, sammen med andre der er gået videre, igennem nogle kreative tests og samtaler, hvorpå man bliver målt og vejet, og til sidst får besked på om man er optaget på uddannelsen. Til orientering; dette forløb inkluderer bl.a. fremstamning af en masse “Øhm..”, hjertebanken og svedpletter under armene.
– Er det et krav at finde en læreplads?
Nej. Det er ikke et krav at have en læreplads når man starter, ej heller når man er færdig med grundforløbet. Men det er en fordel. Hvis man ikke har en læreplads efter grundforløbet kan man komme i skolepraktik. Det er en fin løsning at komme i skolepraktik hvis man ikke når at afpresse en virksomhed inden grundforløbet er slut, men jeg vil mene man skal gøre alt for at få en læreplads. Det giver 1000 gange mere erfaring, og man er meget mere attraktiv på arbejdsmarkedet når man er færdiguddannet, hvis man er udlært hos f.eks. et reklamebureau end på skolebænken.
– Havde du på nogen måder forberedt dig inden du startede?
Jeg var nok ret hurtig til at finde ud af hvilket fag jeg ville arbejde med, da jeg altid har været lidt nørdet, og gerne ville binde det sammen med noget kreativt. Inden jeg startede på uddannelsen havde jeg derfor allerede arbejdet en del med Photoshop. Jeg startede denne blog tilbage i 2012, hvor jeg lavede mange collager, redigerede mine billeder, lavede designs til bloggen osv. så der var jeg rimelig rutineret, og havde altså noget jeg kunne sende med i min ansøgning.
Inden jeg startede havde jeg forinden taget grundforløbet som Web-integrator, som er en uddannelse hvor man udelukkende lærer at udvikle hjemmesider. Jeg manglede dog det kreative, så tog derfor Mediegrafiker uddannelsen bagefter, men den er god at have med hvis man vil arbejde med web.
– Hvad lærer man på uddannelsen?
For det første lærer man at udarbejde grafiske elementer i hhv. Photoshop, InDesign og Illustrator. Det kan være magasiner, flyers, bannere – whatever. Det er både print og digitalt. Man lærer også billedbehandling, tekst ombrydning, om farver og skrifter, og selvfølgelig at lave identiteter (logo og hele virksomheders visuelle udtryk).
Man lærer at vide og forklare hvorfor man har lavet og valgt de ting man gør, og hvordan hele udarbejdelsen er foregået, så man kan fortælle den videre. F.eks. hvis man skal lave en identitet til en virksomhed og skal fremlægge workflow. Der sniger sig også en smule fotografering og webdesign + udvikling ind, og så er der nogle spændende valgfag man kan vælge når man er færdig med grundforløbet.
Der er rigtig mange ting man skal lære, på rigtig kort tid, og man når slet ikke at få det hele med under uddannelsen, så det er godt at finde sin vej – og selv finde viden, og blive bedre selv.
– Hvordan forløber uddannelsen?
Hele uddannelsen tager 4 år, som består af grundforløb, læreplads og hovedforløb + valgfag. Da jeg startede var jeg på grundforløb i et år, hvorefter min tid i lære tager 3 år inkl. hovedforløb og valgfag. Nu er uddannelsen lavet lidt om, så man er kortere på skole og længere hos sin virksomhed eller i skolepraktik.
– Hvor du har taget din uddannelse?
Jeg er i gang med uddannelsen på Syddansk Erhvervsskole i Odense. Der har været mange op- og nedture igennem forløbet, og jeg har været på et ret uheldigt forløb hvor vores underviser blev fyret, og vi har haft mange forskellige personer indover, men jeg er stadig meget glad for jeg startede – ikke mindst for det jeg har lært, men også for de personer jeg har mødt og oplevelser jeg er blevet rigere.
– Hvordan har du lavet dit portfolio?
Mit portfolio (link) er lavet i WordPress med et tema der hedder Maskitto. Det er lavet om 1000 gange, og jeg er ikke engang færdig med det – men jeg laver det snart om igen. Hæ.
– Hvad hedder det firma du er i lære hos?
Jeg er i lære hos GLAD design på Vesterbro i Odense, hvor jeg elsker at være – og så er jeg heldigvis også sikret arbejde der, når jeg er færdig med uddannelsen.
– Hvordan fik du din læreplads?
Jeg startede med at søge et halvt år inde i uddannelsen, hvor vi fik at vide at kreative ansøgninger var THE SHIT – det var dét virksomhederne ville ha’. Og jowjow, helt sikkert – men det er fandme vigtigt at komme ud og vise sit fjæs og åbne munden, for ellers sker der ikke en skid.
Jeg sendte ca. 6 ansøgninger ud under mit grundforløb – nogen bedre end andre. Eller nej, de var faktisk alle sammen ret nederen. Jeg fik 3 hell-no, 3 samtaler og den første læreplads i Århus. Her nåede jeg ikke at starte før jeg så et opslag fra Bestseller, som søgte en grafisk design elev – og dén stilling ville jeg ha’! Derfor søgte jeg den – og fik den også. I kan se min snart 3 år gamle ansøgning lige her. Hvis det ikke var fordi den er ligeså effektiv som den er langt ude, så havde jeg pillet den ned for længst. For hey, den virkede jo?
Efter et år hos Bestseller modtog jeg et tilbud fra min nuværende læreplads, om jeg havde lyst til at komme ned til en snak og se om jeg var villig til at komme i lære hos dem. Jeg var lige flyttet til Odense få måneder før, og gik igennem en masse personlige lorte ting, så det kunne ikke passe bedre. Jeg var glad for at være hos Bestseller, men at gå fra en stor virksomhed med mange grafikere ansat, til en lille virksomhed med én grafiker – min dygtige chef, så kommer der en del mere ro på, og det var meget mere overskueligt for mig på det tidspunkt. Mine 2,5 år som elev på det store stygge arbejdsmarked har været en rutschebanetur – men hold kæft det er fedt, og jeg elsker mit arbejde.
– Hvordan kan man bedst lære selv/blive bedre indenfor faget?
YouTube er din bedste ven! Se en masse tutorials og prøv tingene af selv. Find nogle ting du synes er mega seje, og prøv at lav det selv. Det er kun fantasien som sætter grænser.
– Kan man få job bagefter?
Der er altid arbejde til dem som vil ha’ arbejde. Det er jeg sikker på. Hvis man virkelig brænder for sit fag og viser det, så skal det nok bære frugt i sidste ende. Det er bare med at komme ud og få snakket med folk.
– Hvad har du fået ud af din uddannelse?
Jeg har fået rigtig meget ud af den! Og jeg er ikke engang færdig endnu. Jeg er blevet 100% sikker på hvad jeg vil arbejde med resten af mit liv. Jeg har lært utrolig meget – lidt på skolen, og meget selv og hos min virksomhed. Jeg har mødt nogle skønne mennesker, fået meget større netværk og er blevet mere sikker på mig selv som person. Yep, selvværdet er steget en smule. Det er fantastisk.
Skriv et svar