INSTAGRAM SPAM //25

REJSEDAGBOG: NORGE DEL 1

Jeg er i denne weekend kommet hjem fra den dejligste 5-dages telttur i Norge. Undervejs har jeg delt billeder på min Instagram, og jeg har i den forbindelse modtaget henvendelser om turen – sådan hvordan og hvorledes spørgsmål. Derfor ville jeg lige dele vores lille tur, dag for dag, og billeder hertil. En tur som den vi lige har været på, er virkelig nem at gå til. Den har ikke kostet alverden, og det eneste forberedelse vi har haft, er hver en pakket rygsæk, færgebilletter og ønsket om nogenlunde vejr.

Der er rigtig meget at fortælle fra turen og mange billeder at vise, så jeg har delt den op i 2 indlæg. Skulle I sidde med spørgsmål undervejs i forbindelse med turen, så skyd endelig.

 

DAG 1: SØNDAG (AFREJSE)

Vi startede dagen med at stå tidligt op og køre mod Hirtshals, hvor færgen videre til Norge ventede. Taskerne havde vi pakket dagen før, så bilen skulle bare læsses, og så gik turen ellers mod Norge. Færgen sejlede klokken 10, og klokken lidt over 12 kørte vi af færgen i Kristiansand, som er den femtestørste og sydligste by i Norge.

Den første dag kørte vi fra Kristiansand mod Stavanger, som ligger i sydvest Norge og er landets fjerdestørste by. Turen på de 235 km var så smuk, og heldigt for os havde det regnet meget i dagene op til, så der løb fine små vandløb ned af klipperne hele vejen mod Stavanger.

REJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGE

I Stavanger skulle vi med færge videre til en lille ø kaldet Kvitsøy, hvor Mikkel har arbejdet som tømrer, for et par år tilbage. Kvitsøy er Norges mindste kommune målt i areal, og her huses kun 500 beboere – 300 i vinterhalvåret. Hele området er fyldt med små øer, der kan ses fra færgen når man sejler ind. Her er kun Kvitsøy beboelig, da mange af dem forsvinder ved højvande. Øen har en dagligvarebutik, en kirke, en skole, et fyrtårn og nogle få virksomheder – altså et meget lille samfund.

Vi ankom til øen klokken 20, og fandt hurtigt et sted at slå telt op, ved et hyggeligt afsides fællesområde. Den første dag var våd fra regn og vi var trætte efter den lange tur, så vi fik ikke tændt bål og spiste derfor rugbrød som var pakket hjemmefra. Da teltet var slået op og vi havde spist, kørte vi en tur rundt på øen og så bl.a. kirken, og de huse Mikkel har været med til at bygge. Vi fik handlet lidt til morgenmaden, og hoppede derefter i soveposerne.

REJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGE

 

DAG 2: MANDAG

Mandag stod vi op og fik morgenmad ved en 9 tiden. Vi pakkede teltet ned, og kørte rundt for at udforske øen. Mikkel fortalte historier fra dengang han arbejdede på øen, vi nød udsigten fra fyrtårnet, undersøgte gamle hytter og snakkede med øens får. Der var næsten intet menneskeliv på øen – den var som forladt, selvom det var hverdag. Vi mødte ind i mellem en cyklist, og ellers var der kun et par tømrere, i gang med at renovere kirken, og den ældre dame bag disken i supermarkedet.

Omkring middag tog vi færgen tilbage til Stavanger. Færgeturen fra Kvitsøy er kort, ca 40 minutter, og efterfølgende besøgte vi Stavanger, som er på størrelse med Odense, og er en rigtig hyggelig havneby. Her fik vi lidt frokost inden vi drog videre. Vi havde ikke planlagt forfærdeligt meget hjemmefra. Kun aftalt at bruge den første dag på Kvitsøy, og derefter køre mod Prædikestolen, som er en kendt attraktion i Norge.

Undervejs til Lysefjorden og Prædikestolen gjorde vi os et par pitstop i nogle flotte områder, hvor vi slappede af og fik lidt at spise, inden vi skulle med færge videre over på den anden side af Lysefjorden, hvor Prædikestolen ligger.

REJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGE

Der ventede os en 3800 meters vandretur op til Prædikestolen, som bestiges i ujævnt terræn, og med en stigning på 330 meter kan turen godt tage flere timer. Vi besluttede os derfor for at få lidt ud af turen, og slå lejr et stykke fra toppen og blive natten over. Vi gik ca 3 km op med telt og rygsæk – som fandme var hårdt for en rookie som mig! Hvorefter vi lavede en lille afstikker, og slog telt op på den anden side af bjerget, et godt stykke væk fra stien så vi kunne ligge i fred.

Vi brugte resten af aftenen på at spise lidt mad, høre musik på en lille radio vi havde med og nyde udsigten fra vores camp. Vi kunne se ud over bjergene, en stor fjord og Stavanger by, som blev oplyst om aftenen. Virkelig et flot syn.

REJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGE

 

DAG 3: TIRSDAG

Vi stod rigtig tidligt op den morgen, for at se solopgangen fra Prædikestolen. For jer der ikke kender Prædikestolen er det en 606 meter høj klippe med et næsten fladt plateau. For foden af klippen løber Lysefjorden, som er 42 km lang og næsten 500 meter dyb på det dybeste sted. Klokken var 5.30 da vi stod ud af teltet – og det var bare koldt! Vi spiste morgenmad og pakkede det mest nødvendige – kamera, vand og snacks. Vi lod resten være tilbage ved campen, så vi ikke skulle slæbe mere med derop.

Da vi kun lå et par kilometer fra Prædikestolen tog det ikke lang tid at gå, og selvom vi var tidligt på den – og det var hverdag, mødte vi stadig mange mennesker som havde fået samme idé som os, at se solopgang over Lysefjorden. Det var så fedt at stå på toppen, og der var den vildeste udsigt! Selvom jeg er ufatteligt højdeskræk, så var det en fantastisk oplevelse – og så var der en fyr som friede til sin kæreste ude på spidsen, lige ved siden af hvor vi sad. Nåååårh! Hun sagde ja, alle klappede og det var så fint!

REJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGE

Efter besøget på Prædikestolen vendte vi næsen tilbage mod teltet, fik det hele pakket ned og begyndte ellers vandreturen tilbage til bilen. Vi kørte ind til den nærmeste by, fik lidt at spise og begyndte derefter at køre med kurs mod en gammel stavkirke i en lille by kaldet Heddal. Stavkirker er gamle vikingekirker i træ, som står rundt omkring i Norge.

Vi havde en 400 kilometers køretur foran os, men da vi intet havde planlagt og derfor intet vi skulle nå, stoppede vi en masse flotte steder og tog det stille og roligt. Vi badede i den smukkeste sø, og kørte igennem en fantastisk flot nationalpark i Sirdal. Vi havde haft så mange afstikkere på turen, at det nåede og blive aften inden vi var ude af nationalparken, og vi slog derfor lejr, selvom vi havde over 150 kilometer tilbage at køre.

Teltet slog vi op på en lille bjergtop hvor der gik får, og der kun var få hytter i området. Vejret var blevet så godt at vi lavede bål, og spiste kartoffelmos og goulash. Om natten havde vi klar stjernehimmel over teltet. Det havde været en helt fantastisk dag.

REJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGEREJSEDAGBOG NORGE
Fortsættelse følger..

 
Er du i tvivl om hvad der skal pakkes til sådan en tur? Se min huskeliste lige her.

   

Ingen meninger endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvad synes du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

INSTAGRAM SPAM //25